Cikader

Cikader

Stykpris v/ 1 68,00 DKK

Stykpris v/ 10 51,00 DKK

Af Lars Skipper, Natur og Museum 55. årg. nr. 3, 2016 - 35 sider
Model/Varenr.: 020163
Cikadernes sang
Vi kender det nok alle fra charterturen; nemlig cikadernes sang, der på en varm aften næsten flænser den varme aftenluft overalt i Sydeuropa. Færre ved, at der findes over 300 arter af cikader, der lever i Danmark. I det nye nummer af naturtidsskriftet Natur og Museum fra Naturhistorisk Museum i Aarhus tager forfatteren Lars Skipper os med ind i en fascinerende verden af smukke og farvestrålende dyr, som de færreste ænser.

Kragesnot og englespyt
De fleste danskere opdager kun cikader, når de finder mærkelige ”boblende spytklatter” i græs og blade på gåturen med hunden. I gamle dage var der en del overtro knyttet til ”englespyttet”, ”kragesnottet” eller ”Fandens spyt” og blev forbundet mod onde og mørke kræfter. Forklaringen er dog mindre dramatisk; nemlig at skummet beskytter skumcikadernes nymfer mod fjender og udtørring.

Når man nævner cikader, så tænker de fleste straks på sang. De danske arter synger da også lige så meget som deres larmende slægtninge i Syden – i Danmark skal man bare tæt på for at høre det. Dog advarer forfatteren, at det er en god ide at placere dyret i et glas og sætte noget for, så man ikke får ubudne gæster i øregangen.

Bare fordi vi mennesker ikke opdager cikaderne i vores travle liv, så skal man ikke tage fejl. De findes overalt i Danmark i stort antal. Der findes over 300 danske arter, som både er smukke og farvestrålende, men dog sjældent særligt store. Ofte er de en centimeter eller mindre. Måske derfor bliver de danske cikader ufortjent betragtet som kedelige sammenlignet med de store og spektakulære arter i troperne. Det vil dette nummer af Natur og Museum ændre på. Du er hermed inviteret med på rejsen til cikadernes verden.